Er du intelligent?

En anbefaling af bogen:
Mindset – The New Psychology of Success
af Carol Dweck.

Hjernen har de vildeste kræfter. Og din hjernes dirigent er den stemme, der altid taler. Din indre monolog. Den kan enten være din bedste ven eller din værste fjende. Det ved Carol Dweck godt. Hun har nemlig forsket i området i årevis. Og hun har opdaget noget meget interessant. Carol har fundet to forskellige tilgange til succes og nederlag. Og disse to tilgange har indflydelse på mange aspekter af vores liv. Lige fra karriere til kærlighed. Fra børneopdragelse til parforhold. Og fra virksomhedsledelse til venskab.

Carol kalder den ene tilgang for fastsat (fixed). Den anden kalder hun for vækst (growth).

En fastsat tilgang er en tro på, at vores personlighed ligger fast. Vores personlighed, intelligens og kreative evner er givet til os på forhånd, og vi kan ikke ændre det på nogen nævneværdig måde. Intelligens er en iboende egenskab. Enten er man dygtig og talentfuld, – eller også er man ikke. Enten er man intelligent, – eller også er man ikke. Denne tilgang betyder, at man hele tiden skal præstere. Man skal hele tiden bevise, at man er god. Hvis man fejler, er det fordi, man ikke er dygtig nok. Ethvert nederlag er pletter på ens selvforståelse. Og fordi nederlagene er en del af ens fastlåste personlighed, må de for enhver pris undgås.

Vækst er en anden tilgang. Her ser man ikke personlighed som noget fasttømret. Man ser ikke talent som iboende. Nederlag er ikke et bevis for manglende talent eller manglende intelligens. Man ser nærmere nederlag som et opmuntrende springbræt til at blive dygtigere. Til at strække sine evner. Til at lære mere og lave flere fantastiske ting. Og netop derfor er man ikke bange for udfordringer. Man må nemlig gerne fejle, – så længe man har kæmpet hårdt og indædt og stædigt. ‘Talent’ er en samling tillærte egenskaber, og at fejle betyder bare, at man ikke har lært en specifik egenskab godt nok. I hjertet af denne tilgang ligger lysten til at lære, – og den er stærkere end lysten til at få ros.

Er den ene tilgang så god og den anden dårlig? Jeg tror ikke, det er så sort og hvidt. Men jeg vil alligevel forsøge at besvare spørgsmålet med en observation, jeg har gjort for nylig:

Jeg har lagt mærke til, at der er nogle personer i min omgangskreds, som aldrig kan svare; “det ved jeg ikke”, hvis de bliver stillet et spørgsmål. Også selvom de på ingen måde kender svaret. Det har undret mig. Men det giver mening nu, hvor jeg kender Carols forskningsresultater. En person med en fastsat tilgang vil nemlig føle, at alle spørgsmål er eksamensspørgsmål. De føler konstant, at de skal bevise sig selv. I klasseværelset, på arbejdet, i personlige forhold. Alle situationer er muligheder for en bekræftelse af deres intelligens, personlighed eller karakter. Som Carol skriver:

“Every situation is evaluated: Will I succeed or fail? Will I look smart or dumb? Will I be accepted or rejected? Will I feel like a winner or a loser?”

Det må være hårdt. Og besværligt. Og begrænsende. Den gode nyhed er heldigvis, at selvom Carol har opdaget, at grundstenene allerede bliver lagt i barndommen, kan de godt lægges om senere. Og det hele starter med indsigten.

Nu tænker du sikkert, at det lyder meget overfladisk og selvhjælpsagtigt. Og det gør det også, når jeg hurtigt beskriver det her. Det er dog ikke fair overfor Carols forskning. Jeg vil derfor anbefale, at du læser hendes bog. Eller i det mindste (og nok mere realistisk) læser det fantastiske og indsigtsfulde resume her.

 

bilder

 

Den øverste illustration er en del af en vinemballage, tegnet af det sydafrikanske designbureau Fanakalo Design Studio.

Nederste illustrationsfotos er skabt af svenske Johan Thörnqvist

Reklamer