Poesien bor i tiden

Jeg zapper. Jeg secondscreener. Jeg kan ikke holde koncentrationen. Eller jeg gider ikke holde koncentrationen. Jeg ved ikke hvilken formulering, der er mest rigtig.

Udviklingen er stadig så ny, at jeg befinder mig i en tilstand af kronisk dårlig samvittighed og dobbeltmoral. Jeg elsker fx at tjekke Instagram og iFound, mens jeg ser Halt and Catch Fire. Men jeg undskylder samtidig overfor min kæreste. Jeg skal bare liiiiige. Og jeg siger for det meste (og meget dobbeltmoralsk) til mine børn, at de ikke må spille iPad og se Netflix på samme tid.

Men betyder det, at mit guldfiskelignende attention span er et problem? Det tror jeg faktisk ikke. Jeg kan nemlig stadig løse en 200 timers kompleks opgave på arbejde. Jeg kan stadig føre dybe samtaler og danse natten væk. Jeg kan stadig gå en tur i skoven.

Der er dog én ting, som bekymrer mig: Jeg kan ikke længere læse en bog. Det er blevet umuligt for mig at komme forbi de første par sider. Med mindre jeg er på ferie, naturligvis.

Quick lit

Men netop som jeg sidder og bekymrer mig over min egen dystre litterære udvikling, tikker en sms med en biblioteksrykker ind på min mobil. Og det slår mig: Jeg læser da litteratur. Jeg læser digte. Massevis af digte. Og jeg er ikke alene. Berlinske skriver, at poesi-interessen boomer. Politiken hylder lyrikken. Kristeligt Dagblad fortæller, at flere danskere læser flere digte. Ja, vi er åbenbart en hel del, der nyder det hurtige, det skæve, den fantastiske overligger, som poesien er.

Og hvis du ikke er kommet med på quick lit bølgen, vil jeg stærkt anbefale, at du begynder. Meget af den nye, danske lyrik er nemlig både skarp og vedkommende. Se fx her:

__

Theis Ørntoft: Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/ og flyforbindelsen i hud og hår/ og læse breaking news/ de sløjfer skøjtebanen i årets kommunale budget/ hvad fanden er det for noget/ de finder eftersøgt drabsmand inde i tv-stjernes barndomsminde/ hvad fanden er det for noget

Ursula Andkjær Olsen: Mit liv blev mig givet/ som en skov at råbe i

Christian Dorph: Der må findes/ et instinkt/ som ikke kan/ misbruges

Caspar Eric: I American Apparel på/ Washington Avenue/ kunne ekspedienterne virke/ utrygge over hvorvidt jeg/ nu planlagde/ at halte rundt i det offentlige rum/ med Cerebral Parese/ i lige præcis deres kollektion

Christian Leth: Månen gør et nærmest grinagtigt dårligt/ forsøg på at fremstå som noget naturligt

Asta Olivia Nordenhof: Gid jeg hed torben og havde et lettere liv/ så ville jeg stå fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven/ og undre mig over jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel

Lars Skinnebach: Allerede før du blev gal/ forsvandt følelsen af by

Claus Ejnar: Et søm i panden/ gør ingen til en/ knage// et hul i panden/ gør ingen til et/ fuglehus

Summa summarum

Men hvad er konklusionen så? Skal jeg have dårlig samvittighed? Skal jeg have håb? Skal jeg købe digtsamlinger? Sudoku? En guldfisk? Eller skal jeg bare gå i gang med at vaske tøj? For du læser ikke med længere, vel? Du er for længst hoppet over på et andet site.

 

 

Det animerede foto er fra den evigt talentfulde Julien Douvier

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s